Referat Fynsserien Krarup/Espe - Marstal
Lørdag eftermiddag i Espe mødte Marstaldrengene op til kamp mod de lokale helte. Det blev en kamp, hvor meget lidt lykkedes for Marstal.
Der var blot spillet et minut, da en Krarup/Espe angriber vendte på Rune Bové, som måtte ty til ulovlige midler. Det resulterede i et gult kort og ti minutter i straffeboksen til stopperen. Marstal kom godt igennem undertallet og fik i perioden spillet sig frem til flere gode opløb, hvor begge kanter Tobias Holm og Jens Kildegaard skiftedes til at støde frem.
De så ud til at vores chancer skulle komme fra kanterne. Tobias’ indlæg manglede dog lige det sidste, hvorimod der over venstresiden ved Jens blev skabt et par gode chancer til Rasmus Dalland, som måtte se sine forsøg reddet af keeperen eller ende i nettaget.
Der var dog andre måder at lirke forsvaret op på. Emil Grydehøj meldte sig nemlig på banen med et frækt forsøg langt ude fra, da han øjnede at målmanden var ude. Desværre endte bolden forbi mål.
Krarup/Espe vandt efterhånden som første halvleg skred frem kampen om midtbanen, og det medførte et par giftige chancer – Den største kort inden pausen, hvor et skarpt indlæg fra venstre strøg til bagerste stolpe. Heldigvis overplacerede angriberen sit forsøg foran en ellers prisgivet Peter Sylvestersen.
0-0 ved pausen.
Første del af anden halvleg er næppe noget Marstal ser tilbage på med glæde. Spillet var usammenhængende og gang på gang fik Krarup/Espe sat angrebene op. Midt i halvlegen gik det så galt. Marstal blev fanget i en af sine egne kontraer med for mange mand på vej frem. Det endte i et overtal til Krarup/Espe, som fra sin venstre side fandt en umarkeret angriber i feltet, som sikkert satte bolden til venstre for Peter Sylvestersen i målet. 1-0 til Krarup/Espe.
Marstal havde stadig svært ved at tilspille sig chancer, hvorfor mere primitive tilgange blev løsningen i forsøget på at fremtvinge udligningen. En masse bolde blev smidt ind i Krarup/Espes felt, og med lidt lykke og snilde kunne det havde kastet en scoring af sig. Den største chance tilfaldt Jens Kildegaard, som tæt under mål måtte se sit ellers fornuftige forsøg blive pillet flot af keeperen.
I den modsatte ende tilspillede Krarup/Espe sig stadig chancer, bl.a. med et farligt forsøg, der prellede af på stolpen. Marstal måtte derved erkende efter kampens sidste fløjt, at det var en fortjent sejr til hjemmeholdet.
Referat skrevet af Hans "Majestæt" Meldgaard