Referat Fynsserien Marstal - Munkebo
Søndag rullede bolden igen på fortet, hvor Munkebo BK gæstede Reberbanen. Efter forrige weekends resultater, der indbragte henholdsvis tre point til Marstal/Rise og et enkelt til Munkebo BK, befandt begge klubber sig i toppen af rækken. Det var således et vaske ægte topopgør, vi var vidne til denne søndag. Marstal/Rise havde foretaget nogle få ændringer i truppen til dagens kamp, hvor særligt Sandy Fabricius’ comeback til grønsværen var kærkomment. Holdopstillingen til dagens kamp var som følger:
Marstal/Rise lagde fra start et højt pres på modstanderne, og allerede efter få minutters spil fordoblede Flemming Haugegaard sin sæsontotal, da han kunne se sit langskud gå i kassen efter en mindre afretning. Marstal/Rise fastholdt herefter presset på Munkebo BK, og havde et par gode opløb til at udvide føringen yderligere. Alligevel var det Munkebo, der formåede at udligne efter et hjørnespark, der blev forlænget til bagerste stolpe. Her kunne en helt fri Munkebo-spiller heade bolden i nettet fra kort afstand - uden chance for Peter Sylvestersen i målet.
Trods scoringen fortsatte Marstal/Rise ufortrødent, hvilket betød, at de kom frem tilflere chancer for at bringe sig foran på ny. Jonas Kisby måtte se sit langskud fra distancen stryge over mål, og få minutter efter kom Emil Kørner endnu tættere på, da hans projektil af et langskud akkurat styrede udenom fjerneste opstander. Ind ville bolden ikke, og da Rasmus Dallands fremragende hovedstød prellede af på overliggeren kort før pausen, måtte Marstal/Rise tage sig til takke med pausestillingen 1-1.
Marstal/Rises spilovertag fortsatte fra 2. halvlegs start, men de forventningsfulde supportere på lægterne måtte vente indtil 62. minut før jublen kunne bryde løs. Her dirigerede Rasmus Dalland bolden i nettet med en bred inderside efter et fremragende forarbejde af Jens Kildegaard. Føringen fik på ingen måde Marstal/Rise til at hvile på laurbærrene, og presset syntes kun at intensiveres yderligere. Det gav pote kort efter, hvor Rasmus Dalland blev noteret for sin tredje sæson scoring, da han, efter lidt klumpspil foran mål, pressede bolden i nettet til 3-1. Marstal/Rise havde efterfølgende nogle fine forsøg, men i de sidste ti minutter formåede Munkebo BK at spille sig frem til et par sporadiske chancer, der aldrig blev helt farlige.
Sejren kom aldrig i fare, og da indskiftede Johan Jonge kynisk udnyttede en friløber kort før slutfløjt, blev sejren endeligt cementeret. Marstal/Rise supporterne var vidner til en god kamp, der i sidste ende kastede fem mål af sig og - vigtigst af alt - udmøntede sig i tre point til hjemmeholdet. Sejren placerer Marstal/Rise på 2. pladsen i rækken efter B 1909. Den næste håndfuld kampe er opgør mod hold fra den nedre del af tabellen, og det skal blive spændende at følge, om Marstal/Rise formår at konsolidere sin topplacering efter disse. Spiller holdet på samme måde som denne solrige søndag i september, ser det uden tvivl lyst ud!
Dagens trup
1 Peter Sylvestersen
2 Rune Bove´
4 Jonas Kisby
5 Emil Kørner
6 Flemming Haugegaard
7 Rasmus Dallland
8 Emil Grydehøj
10 Johan Jonge
11 Lars Larsen
12 Sandy Fabricius
15 Jens Kildegaard
16 Tobias Holm
17 Magnus Grydehøj
18 Chris Rasmussen
20 Tobias Holm
Træner Ole Juel
Ass. Træner Per Juel
Målmandstræner Per Pyrdol
holdleder Thorkild Kristensen
Referat: Lars Larsen